Mac, TDC Homedisk, iTunes og DLNA

Jeg har, som tidligere nævnt, en TDC Homedisk stående hjemme i kælderen, og den er over de seneste par uger nu blevet lavet om til husets jukeboks og indeholder alt den musik, der tidligere var samlet sammen på min stationære Mac. Ved at have det liggende på Homedisken, er musikken altid tilrådighed for andre gadgets, som kan finde ud af at bruge “iTunes hjemmedeling” – uanset om Mac’en er tændt eller ej.

TDC Homedisk og OSX

Min Homedisk har drillet mig lidt, og derfor har jeg ikke lige fundet ud af at få den til at forbinde Homedisken til Mac’en automatisk. Det kan sikkert løses, men jeg har ikke fået kigget nærmere på det endnu. Når jeg skal have fat i homedisken, går jeg blot til finderen. Trykker Cmn + K og taster “smb://192.168.1.5/“, så dukker den op som var den en USB-disk eller lignende.

Der er et par standard biblioteker på Homedisk’en, når den er ny installeret, og et af disse hedder Musik. I dette bibliotek har jeg placeret alt musikken (organiseret i samme hierarki, som det lå på Mac’en). Jeg har i første omgang valgt at kopiere filerne til Homedisken, så jeg vedligeholder musik-biblioteket lokalt og synkroniserer ændringerne til Homedisken en gang i mellem (se nedenfor).

iTunes server

TDC Homedisk’en er født med en iTunes server. Det betyder, at så snart man har lagt filer på Homedisken (og denne er på ens hjemme netværk), så burde iTunes på ens lokale maskine automatisk opdage den og kunne afspille musikken fra den. Der er intet der skal aktiveres, opsættes eller i øvrigt konfigureres – det virker bare.

DLNA server

Udover iTunes, så er der også indbygget en såkald DLNA server. DLNA er en standard, som skulle sikre at ens forskellige gadgets/IT dimser kan udveksle lyd, video og billeder med hinanden. Det er godt nok aldrig blevet rigtigt rigtigt “kendt” i hverdagen blandt almindelige mennesker, men langt de fleste fladskærme (med “internet”), spille konsoller som xbox360 og playstation 3 har indbygget understøttelse af standarden.

Det betyder også, at da alt musikken var kopieret til Homedisken, så kunne vores Samsung tv i stuen også se og afspille al musikken, der lå på Homedisken. En anden smart feature er i ørigt, at mine playlister fra iTunes også var kopieret med til Homedisken og de dukkede også op på tv’et, da jeg havde fundet frem til Homedisken via tv’ets noget kluntede interface.

Sync af musik til Homedisk fra Mac’en

Foreløbigt er min bedste metode at opdatere Homedisk’ens musik samling, at benytte et lille kommandolinje script. Det ser ud som følger:

#!/bin/sh
open "smb://192.168.1.5/"
cd ~
rsync -azr --delete --exclude='/Podcasts/' ./Music/ /Volumes/HomeDisk/Musik/

Det gør 3 ting. 1) sikrer at man har forbindelse til Homedisken – med open linjen. 2) Sikrer at man står det rigtige sted på den lokale maskine (med cd linjen) og 3) opdaterer biblioteket på Homedisken ved kun at “udføre ændringer” (dvs. kopierer nye og ændrede filer samt sletter dem, der ikke længere findes lokalt) – med rsync linjen. Udover dette, så sørger jeg også for at springe podcasts over, da det for mit vedkommende ikke giver mening at kopiere dem til Homedisken.

Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg undgår, at open linjen åbner et finder vindue med Homedisken – det ville ellers være rart. I praksis så virker det dog foreløbigt fint, at når der en gang i mellem kommer ny musik eller nye lydbøger til samlingen, så kører jeg efterfølgende lige sync-scriptet og så ligger alting også på Homedisken.

Billedbeskæring på Mac

Sammen med en Mac – eller rettere OSX (operativ systemet) – følger der som på Windows en masse programmer med. Nogle gange kan man blive helt overrasket over hvor praktiske nogle af dem faktisk er i hverdagen. Et af disse er Preview.

Jeg skal ikke i denne lille post forsøge at fortælle alt om hvad preview kan (Jeg tror faktisk stadigt, at jeg fra tid til anden finder nye funktioner). Her skal jeg blot lige nævne en enkelt lille feature, som jeg overraskende ofte benytter.

På en Mac er Preview standard programmet til en masse fil-formater – PDF-filer og en masse grafik formater. Når man laver screenshots eller har et billede, som lige skal beskæres en lille smule for at være helt rigtigt, så har jeg – til trods for at have flere programmer der er “fulde billed-redigieringsprogrammer” (Adobe Elements, Pixelmator og flere andre), fundet ud af at Preview er den nemmeste måde lige at beskære billedet.

For at gøre det, skal man blot bruge “markeringstoolet” (se screenshot). Jeg bruger normalt bare rectangular selection som laver en firkantet beskæring, men man kan også bruge de øvrige muligheder for at beskære andre formater, hvis det er det, man har brug for.

Når man har valgt det område, der skal skære ud, så går man blot i Tools menu’en finde Crop eller trykke cmd+K. Så får man beskåret billede til den størrelse man har brug for. Husk at passe på, at du ikke få overskrevet din original fil, hvis det ikke er det du ønsker.

OSX 10.9 opdatering

Apple har vist i de nyere versioner af OSX lavet lidt, og derfor finder man ikke markeringstool’et samme sted som tidligere. I den (for tiden) seneste version af OSX finder man værktøjet ved at klikke på “Show Edit Toolbar” (den knap, der er market med blåt længst til højre herunder, og så findes menuen, hvor man vælger det beskæringsværktøj, man ønsker at bruge.

Screen Shot 2013-12-21 at 11.55.12

 

Lydbøger på iPoden / iPhone

De fleste supermarkeder og boghandler er efterhånden begyndt at have MP3 lydbøger til nogle yderst rimelige priser. Det har gjort, at vi efterhånden har fået en større samling MP3 lydbøger.

Hvis du endnu ikke har prøvet lydbøger, så kan det varmt anbefales, når man er i gang med at slå græs, gøre rent eller andre kedelige opgaver. Så længe det er gentaget monotomt arbejde, så kan de fleste også saktens følge med i en god bog parallelt.

Når man køber lydbøger, så er MP3 sikkert det mest tilgængelige format for de fleste. Nogle CD afspillere kan afspille MP3 CD’er uden videre og det samme kan alle MP3 afspillere i sagens natur, men de er faktisk ikke helt optimale til iPod og iPhone. De understøtter nemlig et andet format, der hedder “M4B”, som er lidt smartere.

Med M4B så ved iPoden, at det er en lydbog. Lydbogen bliver ikke rodet ind i Play-lister, og iPoden er også bedre til at synkronisere hvor langt man er kommet. Til min Mac, som er den maskine jeg har mit lydbibliotek liggende på, har jeg købt et lille program, som hedder Audiobook Builder.

Programmet kostede under $10, da jeg købte det og det har efterhånden bygget mange bøger. Det er ikke  særligt avanceret, men det kan en ting, og det kan det rigtigt godt – nemlig bygge MP3 filer (plus forsidebillede) om til en lydbog og lægge den ind i iTunes som en lydbog.

Mac: Skift tekst-editoren ud…

Seneste post handlede om at udskifte standard mail og browser programmerne på Mac’en, og når vi nu er ved det, skulle vi så ikke lige klare en anden irritations moment, når vi nu er ved det.

Når man skal rette i tekst-filer på Mac’en, så er standard programmet til det TextEdit, og selvom det sikkert er et fint lille program, så gik der ikke længe inden jeg blev rigtigt træt af det og fandt et andet og bedre program, som jeg hellere ville bruge. Jeg købte TextMate, installerede det og i en længere periode lærte jeg så at højre klikke på filer og vælge TextMate under “Open With…” menupunktet. Det virker, men hold op hvor er det besværligt.

Det behøver det i øvrigt slet ikke at være, for naturligvis kan man lave standard programmet for en given fil type op. Den nemmeste måde at gøre det på, er ved at finde en fil af den type, som du vil ændre standard programmet på. Hvis det f.eks. gælder tekst-filer, så lav eventuelt bare en fil, der hedder hello.txt (hvad den indeholder – om noget) er lige meget. Når den er gemt, så vælg den i Finder og tryk “CMD + i” (eller højre klik og vælg “Get Info”). Så får du filen egenskaber (properties) frem og nederst blandt disse kan du vælge hvilket program, som skal bruges til at åbne filen fremover – og du kan også ændre standard programmet, så alle filer af denne type fremover åbnes med det valgte program.

Det er ikke kun tekst-filer du kan lave om. Det gælder også billeder og alle øvrige fil typer, så det er bare et komme igang med at sikre, at det er de programmer, som du foretrækker, der er standard.

Til tekst-filer foretrækker jeg TextMate, men hvis du kommer fra Windows og er vandt til at bruge UltraEdit, så findes den også til Mac.

Mac: Skift standard mail og browser under OSX

Sammen med en Mac følger en række programmer blandt andet et mail-program kaldet Mail (eller Mail.app) samt web browseren Safari. Mange er sikker glade for begge dele, men jeg foretrækker nu andre programmer til både mail og surf på nettet. Der findes heldigvis også masser af alternativer, som mange bare kan installere. 

Til mail har jeg valgt at bruge Sparrow, som er en ret ny mailklient, men der findes også Thunderbird og nu om dage findes Microsoft Outlook også i en Mac version. Det er alt sammen meget godt, men når man klikker på email adresser, så er det stadigt standard mailprogrammet Mail.app, der åbner, og hvordan gør man så lige noget ved det, så det bliver ens foretrukne mailprogram i stedet?

Simpelt – man starter Mail.app. Under Preferences (indstillinger) er der et faneblad, der hedder “General” og her kan du ændre “Default Email Reader” til det program du foretrækker at bruge. Når det er sket, så gem indstillingen og luk Mail.app ned, så skulle det fremover gerne være det rigtige program, der starter, når du klikker på email adresser.

Noget tilsvarrende gælder i øvrigt for browsere. Hvis du ikke vil have, at det er Safari, der åbner, når du klikker på et link, så skal du også ind i Safari’s Preferences og rette det der. Til Mac findes der i øvrigt udover Google Chrome, Firefox og Opera, også andre spændende alternativer som f.eks. OmniWeb.

Selvom det ikke altid er helt logisk, at de er gemt væk inde i indstillingerne til et bestemt program – fremfor under de generelle System Preferences, så findes der heldigvis masser af muligheder for at få Mac’en til at opføre sig som man gerne vil.