Moldova & Transnistria

Vi var en tur til Moldova og Transnistria i Juli 2016. Følgende er lidt om vores tur, men husk at ting ændrer sig - priser, forhold, kultur og alt muligt andet. Specielt Moldova arbejder hårdt på at blive medlem af EU og “normaliserer” sig i forhold til EU  forhold.

Vi var en lille gruppe på 7, som selv stod for rejsen. Det skete via Flybillet.dk, AirBNB og via personlige kontakter til et eventbureau, der hjalp med udflugter og transport i Moldova.

Rejsen, der til…

Vi fløj fra København til Chrisinau via Wien. Der findes for nærværende ingen direkte fly. Der findes også fly forbindelser via Warsaza. Det meste fly trafik er orienteret øst på. Lavpris selskabet Wizz, som har flere ruter til vest-europa flyver også til Chrisinau.

Chrisinau er den eneste internationale lufthavn i Moldova, men minder mest om en dansk provins lufthavn. Den er lille, men moderne og fungerer ret godt. Der er gratis wifi og i lufthavnen taler alle engelsk.

Det praktiske

Der findes i skrivende stund praktisk talt ingen guidebøger (Lonely Planet, Brandt’s, Let’s Go eller lignende), der dækker Moldova. Prøv eventuelt at kigge på guidebøger, der dækker Rumænien, som måske indeholder lidt om Moldova.

Online kan man også finde en del i WikiTravel om Moldova.

Moldova kører i Østeuropæisk tid (UTC +2).

Der bruges LEU i Moldova. Der findes ATM’er, hvor man kan hæve penge og både USD og EUR er lette at veksle til lokal valuta.

Moldova er ikke medlem af EU, så husk at “EU Rejseklar”, “Roam like-home” og lignende “brug mobilen som var du hjemme” typisk ikke gælder i Moldova.

Indkvartering

Selvom der er sparsom turisme, så er der masser af muligheder for at finde hoteller - Selv kæder som Best Western. Hotel Cosmo lignende noget, der hørte til i Moskva, og selv på AirBNB findes der masser af muligheder.

Vi var en mindre gruppe, som endte med at leje “en lejlighed med plads til 12”. Det viste sig at være en etage i et lejlighedskompleks, hvor værelserne var indrettet af flamboyant russisk designer. Det fungerede og lå ret centralt.

Værelserne var store, og farverige, men absolut nogen former for finish, så el-ledninger hang ud af væggene og der var meget andet galt, men for en uges tid, hvor det handler om at opleve landet, så gjorde det nu ikke så meget.

Der var også installeret internet, og selvom forbindelsen og dækningen ikke var i top, så fungerede og var stabilt.

Shopping

I Moldova finder man ikke de samme kæder, der ligger i ethvert shopping center og gadestrøg i det meste af vesten. Langt de fleste butikker så ud til at være lokale og mindre kæder. Der var også en rig gadehandel, hvor man kunne købe alt fra frugt over tøj til elektronik.

for almindelig basal shopping var manglende fælles sprog ingen barriere. Markedet havde faste priser og hvis man blot ville pege og forsøge sig med lidt fagter, så gik det helt uden problemer. På grund af de få turister, så syntes de fleste sælgere vist, at det var sjovt at handle med turister.

Alt virker generelt billigt, men man skal ikke lige forvente at finde samme udvalg eller samme mærker som kendes hjemmefra.

Hvad kan man se

Selvom der ikke findes rejsebøger om Moldova, så er der masser at se.

Chrisinau

Hovedstanden er en mindre by med cirka 670.000 indbyggere. Den er nem at gå rundt i, og der findes også et veludbygget net af buser, der kører byen tyndt. Det virkede trygt at gå rundt på gaden, og ud i de lyse timer findes der masser af gademarkeder og andet, som man kan besøge. Der er også en en del parker og grønne områder i byen.

Om aftenen kan man finde et ret imponerende udvalg af restauranter (specielt omkring ambassadekvarteret), lige som der også findes mange barer - endda nogle, der har døgn åbent (eller 24/24h som de skriver på skiltene).

Old Orhei

Old Orhei er et historisk og arkæologisk område med fokus på det 14-16 århundrede. Man går rundt og der er et mindre museum ved besøgscenteret. Selvom området er blandt de største attraktioner i Moldova, så er det bestemt ikke overrendt og udvover muligheden af at se klostre hugget ind i klippen, gamle huse og høre om livet tilbage i tiden, så er naturen og udsigten fra områdets bakketoppe også helt fantastisk.

Vingårde

Selvom Moldova ikke er kendt som vinland herhjemme, så er der absolut ingen grund til ikke at smare de lokale vine. De er ganske udemærkede og billige, når de købes i Moldova.

Vi besøgte Asconi som er en “moderne vingård”, som udover en fuldt moderniseret vin produktion også tilbyder besøgende vinsmagning, en restaurant - og som arbejder på også at lave mulighed for at over natte på stedet (det var dog ikke klar, da vi kom forbi). Asconi mindede en smule om nogle af de vingårde vi har besøgt omkring Trieste, og selvom maden ikke var “avanceret”, så var det godt og velsmagende - og stod godt til den vin, som gården producerer og serverede til maden.

Milestii Mici var den anden gård vi besøgte. Det er en noget større og ældre gård, og en af dem, der har en kæmpe underjordisk vinkælder. Der findes 250 km underjordiske gange, som man kan køre rundt i (dog kun med guide fra vingården). I kælderen er der mulighed for også at have sin egen vin opbevaret (mod betaling naturligvis) og det har blandt andet Putin og dronning Elizabeth benyttet sig af (samt mange andre mindre kendte personer).

Det var overvejende kælderen og rundvisningen i denne, der er den store attraktion på Miletii Mici mere end deres vinproduktion. Som en del af vores besøg havde vi også en kombineret vinsmagning og spisning i deres “selskabslokaler”, der lå 60 meter under jordens overflade.

Transnistria

Området er en enklave, der ligger øst for floden Dniester. Området betragter sig selv, som et selvstændigt land ("Pridnestrovian Moldavian Republic"), men anderkendes ikke af nogle af medlemslandene i de forende nationer.

Man kan besøge området, som er adskilt fra Moldova af en stærkt bevogtet grænse. Besøget er som at tage en tur bag det øst-europæiske jerntæppe før murens fald. Der er stadigt masser af Lenin statuer og en udpræget Pro-Russisk stemning.

Hvis man vil besøge området, så kan det varmt anbefales at have en guide med, som kan fortælle en om historien såvel som hverdagen i området.

Hvis du selv vil besøge Moldova

Sproget i Moldova ligner Rumænsk. Der er meget få, der snakker Engelsk, mens Russisk syntes mere udbredt. Taler man ikke Rumænsk eller Russisk, så kan det være svært at færdes på egen hånd.

I Danmark findes i hvert fald et enkelt bureau, som arrangerer rejser til Moldova.

Se billeder fra turen.

comments powered by Disqus