Noget om megapixels

Hvis man skal købe et digital kamera, så er der to “megapixel myter”, som man bør få aflivet inden man kaster sig i armene på en foto-sælger. Den ene er at “flere megapixels er bedre” og den anden er at “alle megapixels er lige”. Her er et kort forsøg på at fortælle om hvorfor de to ting er myter.

Flere megapixels er bedre - nej.

De fleste digitale kameraer i dag ligger på over 5 megapixels. Det er “nok”. I hvert fald hvis man kun regner med at bruge kameraet til at tage almindelige 10x15 (eller 10x13) cm billeder - eller hvis man blot skal vise dem på skærmen. Det at kameraet tager billeder med 10, 12 eller 15 megapixels giver dig ikke nødvendigvis “bedre billeder”.

Med flere pixels kan du - lettere beskære billedet (og bibeholde en fin kvalitet). Zoome i billedet (og kompensere for det zoom, som kameraet måske mangler), og når du arbejder i photoshop eller andre “digitale foto værksteder”, så er flere pixels da en rar ting at have.

Problemet med mange pixels er så, at hvert eneste billede fylder mere - på memory kort, når du tager det, og når du efterfølgende skal gemme det på din computer. Det er for manges vedkommende “spildte” pixels, fordi man sjældent viser billedet i 1:1 forhold, men ofte i halv, kvart eller endnu mindre størrelser.

Et andet problem med mange megapixels, er i øvrigt, at kameraets størrelse sjældent vokser med antallet af megapixels, men er nogenlunde den samme. På grund af dette, er et de enkelte komponenter (f.eks. billedsensoren i kameraet) mindre, jo flere megapixels kameraet tager, og det kan i nogle tilfælde betyde, at kvaliteten af det billede der tages - til trods for de mange pixels - faktisk bliver ringere.

I stedet for at lytte til salgssnakken om hvor vigtige megapixels er, så prøv i stedet at kigge på kameraets øvrige engenskaber - hvordan er kvalieten, er det nemt at betjene, hvad fylder det, har det et fornuftigt optisk zoom og lignende - og naturligvis, hvordan er kvaliteten af de billeder, som det tager?

Alle megapixels er lige

De fleste mobiltelfoner har i dag indbygget kamera, og i antal megapixels, er de efterhånden ved at være godt med. En typisk “bedre mobiltelefon” har for tiden et kamera med mellem 3 og 5 megapixels. Med udgangspunkt i dette, så burde der jo næsten ikke være nogen grund til at have et almindeligt digital kamera - billederne fra telefonen er jo ligeså gode, hvis kameraet har lige mange pixels, ikke? - nej.

Selvom min mobiltelefon for tiden - en SonyEricsson P1i - har et fint kamera på 3.2 Mpx, så tager det stadige væk langt fra lige så gode billeder, som det 9 år gamle Olympus C220 kamera på 2.1 Mpx. Hvis det er strålende solskin, så er billedkvaliteten nogenlunde ens, men så snart solen forsvinder, så er det kameraet, der vinder enhver konkurrence om det bedste billede.

En anden udfordring er også, at mobiltelefonens kamera er langsomt. Det tager en rum tid at skifte over i “foto mode” for telefonen, tiden fra man trykker på udløseren til billedet tages er ulidelig lang og i det hele taget skal man ikke forsøge at tage billeder med noget der ligner bevægelse på telefonen, hvis man vil have et fornuftigt resultat (og lad mig i øvrigt springe helt uden om “nat billeder”, der har så meget støj, at de i praksis er ubrugelige).

I et digital kamera, er hovedenergien lagt på at lave en ting, der kan tage gode billeder, mens det i en mobiltelefon er en bi-funktion. Bevars, det virker.

Mobiltelefoner kan tage billeder, men selvom billedet angiveligt i megapixels ligger i samme kaliber, så er der stadigt rigtigt langt vej førend kvaliteten er i nærheden af et digital kamera, så lad være med at smide dit digitale kamera ud, bare fordi mobilen har lige så mange megapixels, som kameraet…

comments powered by Disqus