Jeg har normalt et rimeligt afslappet forhold til mobiltelefoner. Jeg bliver normalt ikke irriteret, når en medpaasagerer i toget skal underholde hele toget med sit privatliv, fordi vedkommende er nød til at råbe sit budskab i telefonen. Jeg har det rimeligt afslappet i forhold til strålningen fra den – så meget taler jeg da ikke… Men der er nu en enkelt ting i forhold til mobiltelefoner, som jeg kan blive ret irriteret over. Der var en gang de fleste venner, familier og andre sociale koalitioner med behov for at kommunikere deres samvær og indbyrdes interaktioner med hinanden gennem noget så simpelt som en aftale.
Man kunne en uge i forvejen aftale at mødes i byen – et bestemt sted, et bestemt tidspunkt – og så skete det faktisk. Blandt velfungerende sociale enheder kunne man endda om morgenen lave aftaler om hvad der skulle købes ind førend køleskabet igen kunne blive flydt til et passende niveau. Var en vare udsolgt, skete det ofte, at den person, der var sendt i byen, på eget initiativ vurderede alternativerne – og købte det, som vedkommende fandt var det bedste.
Sådan er det godt nok ikke længere.
Hvor er der dog mange, der ikke er i stand til at planlægge længere, eller tage en selvstændig beslutning – uden lige at konferere med en eller anden i den modsatte ende af en mobiltelefon. Om det er fordi man skal hentes efter arbejdet eller hvad der skal købes ind, så ringer man da lige… måske endda en ekstra gang, bare lige for at være sikker.
Når man går forbi køledisken, står der ofte horder af mænd, der er sendt ud for at skaffe kød, men til gru opdager at butikken har et større udvalg – hvad er nu den bedste pakke og går vi efter størst vægt eller lavest pris?
Hvor ville mobilnettene dog ofte stå og kede sig, hvis vi stadigt var i stand til at lave selv en simpel aftale og på egen hånd træffe en beslutning.
