Jeg cykler på arbejde hver morgen fra Frederiksberg over Nørrebro og Vesterbro til Sydhavnen. Stort set hver eneste morgen kan man undre sig over de samme “typer” tilsyneladende har de samme ”svagheder” i trafikken – mon det er deres erhverv eller køretøj, der gør det. Du kører frem mod et lyskryds. Der er rødt og du skal lige over – hvad gør du?
Tja..
- Man kunne jo vælge at stoppe ved stoplinjen lige inden fodgænger feltet, og er du ”almindelig cyklist” på en almindelig cykel gør du sandsynligvis det.
- Hvis du er kørende i en Christiania-cykel eller et andet stort skrummel (gerne med barn/børn ombord), vælger du sandsynligvis i stedet at udnytte, at de andre holder stille og laver en overhaling på tværs af fodgængerfeltet – en klar pole position – pyt med at du ikke kan lette, når der bliver grønt og at du generer alle andre.
- Hvis du er på racercykel og har husket at købe “fuld uniform” – bukser, bluse, briller, hjelm og triptæller, så ruller du godt frem, og parker helst midt i fodgænger feltet – dette giver dine modtrafikanter optimal mulighed for at beundre at du som king-of-the-road med alt det rigtige udstyr.
Forældre på vejen
Jeg må køre nogenlunde på samme tidspunkt, som de fleste børn skal afleveres i institutioner. Her er det også interessant at se hvorledes de fleste forældre enten betragter barnevognen som en usårlig rambuk, der kan kastes ud i et fodgænger felt uden man overhovedet orienterer sig. Har man investeret i en Christiania-cykel, så har man naturligvis også 100% ret til at lave højre sving for rødt – her er det de øvrige trafikkanter, der krydser for grønt, der har pligt til at bemærke man kommer og give plads.
… og biler i trafikken
De sidste, der overhovedet får headset/hands-free sæt til deres mobil telefoner, er sandsynligvis de professionelle bilister, der tilbringer det meste af dagen bag rattet – taxa- og buschauffører, sælgere med firmalogoer på biler og lignende. Hvis en bil ikke lige når at stoppe for rødt, så er der normalt ret gode odds for at det er fordi den ene hånd holder telefonen og den anden hviler på rattet – hvordan skulle man dog så forvente man standser for rødt?
I de sving, hvor der findes en ”sving pil” som supplement til den almindelige trafiksignal, gælder i øvrigt, at hvis den har været grøn, så gælder den stadigt, selvom den slukker, og man svinger lystigt videre.
Når man skal svinge, så er der i øvrigt to meget udbredte ”blink” strategier. Den ene går ud på at blinke i meget god tid – typisk to-tre veje inden den man rent faktisk har tænkt sig at dreje ned ad – mens den anden går ud på først at blinke, når man er 45 grader inde i svinget, fordi man først blinker, når man er helt sikker på, at man rent faktisk har tænkt sig at fuldføre svinget. Jeg ved ikke helt hvilken type, der er værst, men begge gør da livet lidt mere spændende, når man er blød trafikkant på deres inderside.
Biler, der stopper
En af de værste dødsfælder i trafikken, er typisk når folk skal parkere og forlade deres bil. Hvis man ser en ledig plads, kaster man sig uden videre ind på den, så ingen andre bilister tager den fra en – pyt med om der lå en cyklist mellem kantstenen og ens egen bil – det er en benhård kamp om de pladser, der er.
Der er steder, hvor der er stop forbud eller andre trafikale forhold, der normalt forhindrer rationelt tænkende personer i at standse/parkere, hvor det absolut ikke er meningen man skal det. Nogle biler har heldigvis en magisk “jeg må godt” knap indbygget – i bilens instruktionsbog hedder den dog typisk (og fejlagtigt) katastrofeblinket. Tænder man den, tror de fleste bilister tilsyneladende, at den almindelige færdselslov ikke gælder. Når man så endeligt har parkeret sin bil, så smækker man som det første sin dør op på vid gab (og venter 5 sekunder). Hvis der ikke er en cyklist, der har braget ind i døren allerede, vil det normalt være sikkert at stå ud.
Selvom jeg måske ikke kører helt eksemplarisk, så undrer jeg mig godt nok jævnligt over, at både jeg og de øvrige trafikkanter tilsyneladende normalt slipper fra de situationer, der opstår, for det er godt nok utroligt.