Hvis der den sidste måned har været lidt stille her på kanalen, så er det ikke fordi der har været en skriveblokade eller på anden måde manglende lyst til at fylde nettet med mit lille bidrag af kommentarer til omverdenen. Det er fordi vi har købt et hus. Vi så det på nettet den 19. februar, fik det forevist den 20. februar og har siden den gang haft travlt med at få klaret alle de ting, som følger af et huskøb - med ejendomsmægler, advokat, pengeinstitut, realkreditinstitut og så videre.
Hvor mange sider en sådan sag fylder, ved jeg ikke, men stablet i en bunke, er der i hvert fald et par centimeter – med tilstandsrapporter, energimærke, servitutter og alle mulige skemaer og officielle dokumenter, der dokumenterer præcist hvorledes huset ser ud, hvor det ligger, hvilken stand det er i og alt muligt andet. At sætte sig ind i disse har godt nok kostet en del timers læsning.
Der venter fortsat et større arbejde med at “de sidste detaljer” på plads efter købsaftalen nu er lukket – det præcise valg af realkreditlån, forsikringer (ejerskifte, på huset) og meget andet. Til gengæld er der heldigvis over 4 måneder til vi overtager huset, så der skulle være god tid til at få styr på resten.
Når jeg engang får overskuddet til det, kommer der sikkert et par ”sådan handler man bolig” historier her, for der er godt nok mange ting, som man skal være opmærksom på. Her er de første tre tips:
Sørg for selv at gennemgå ejendommen med din egen byggesagkyndige. Den tilstandsrapport, der foreligger på ejendommen, er bestilt og betalt af den ejendomsmægler, der har boligen til salg. Det giver en meget bedre sikkerhed for at man rent faktisk kender ejendommens tilstand.
Snak med flere finansieringsinstitutter. Vi havde været kunde i samme realkredit institut gennem 9 år, og aldrig haft problemer med dem (og altid betalt til tiden). Vi troede de ville være den naturlige økonomiske partner i vores nye hus. Det ville de også gerne, men forudsatte at vi flyttede lønkonti, opsparing og forsikring over i deres selskaber. Vi syntes ikke vores økonomiske situation var så ringe, så man i den grad skulle have en guvernante til at overvåge ens økonomi, så vi snakkede med en af deres konkurrenter. De havde tilsyneladende slet ikke samme mistillid til vores privat økonomi, og ville gerne tilbyde de supplerende produkter, men om vi ville have dem eller ej var helt frivilligt.
Læs nøje hvad der følger med (og hvad der ikke gør). I købsaftalen står hvad der følger med huset og hvad der ikke gør. Husk at være opmærksomme på hvad det er der følger med, hvis der ikke står andet – og sørg for at få skrevet det ind i aftalen, hvis ejendomsmægler/sælger lover at noget følger med.