Moderne email...

Du har sikkert flere programmer installeret på din computer, der kan håndtere email - måske bruger du endda et af dem, men det er jeg holdt op med for længe siden - cirka da smartphones rent faktisk begyndte at blive smarte.

postboxProblemet er de fleste mailprogrammer er, at de er tænkt “gammeldags”. De passer til en tid, hvor computeren var der, hvor man håndterede email og man satte sig hen til computeren, når man ville tømme sin mailboks. Med smartphones, tablets og adgang til flere forskellige computere gennem dagen, så er min mailboks ikke længere, noget, som jeg gør en cermoni ud af - jeg sætter mig ikke hen i det digitale posthus og tømmer indbakken. Mail er blevet noget, som man kigger på, når det passer en - og fra den digitale dims, som man sidder med.

For mit eget vedkommende er det blevet Gmail, som jeg har samlet min private/personlige post på, men det kunne princippielt lige så godt have været Outlook.com, Yahoo’s mail eller flere af de andre store mail-udbydere - de er mere eller mindre ens i funktionalitet og virke.

Den første grund til at flytte posten “ud i skyen” var at få et samlet sted, hvor email kan håndteres. Jeg vil kun rydde op en gang, i det der kommer ind, og når jeg har slettet uinteressante ting fra mobiltelefonen, ønsker jeg aldrig at se dem igen.

Den næste grund er, at jeg gerne vil være sikker på, at have adgang til hele mailarkivet - både modtagne og sendte mails - overalt. Hvis jeg mangler en mail, så vil jeg ikke skulle huske hvor den landede, skulle hjem til en stationær pc for at kunne søge den frem -  det skal kunne ske fra alle digitale assistenter - og med den gratis plads, som de fleste mailudbydere tilbyder, er det intet problem at have alt interessant liggende i skyen.

Når ens mail arkiv ligger i skyen, så betyder det ligeledes, at man ikke risikerer, at de sidste 10 års mail forsvinder, fordi ens harddisk dør og det først var i morgen, hvor man havde planlagt at lave backup af sine data.

Der er sket meget med “moderne webapps” og blandt andet har de fleste webmail-apps indbygget masser af tastaturgenveje, så det at betjene webmailen uden mus, er lige så enkelt som var det et program installeret på maskinen. I Gmail skal man slå genvejene til under indstillinger (Settings -> General -> Keyboard shortcuts). Når man har gjort det, så kan man fremover ved at trykke på “?” (på tastaturet) få en lille oversigt frem, hvor alle genvejene står (det gælder i øvrigt for de fleste Google Apps).

Det er naturligvis ikke problemfrit at lægge alle data ud i skyen. Selvom jeg grundlæggende tror på, at Google, Microsoft og andre, der håndterer tusindvis af mailbokse, er bedre til at sikre backup, opdateringer og grundlæggende sikkerhed, så påtager man sig naturligvis også selv et ansvar for at sikre, at man har beskyttet sin mail så godt, som man kan. Ens password er nød til at være “ugætteligt” og tilbydes såkaldt “2 faktor” login, så slå det også til. Det giver meget bedre beskyttelse af dine data.

Det er snart mange år siden, at jeg har haft et mailprogram installeret lokalt (som jeg har brugt). Det tog lidt tid at vænne sig til det at mail foregik i en browser og at lære genvejene, så “brugbarheden” var på niveau med det jeg var vandt til, men da det først var sket, så har jeg aldrig overvejet at gå tilbage.

Hvis du stadigt bruger Outlook Express, Eudora, Thunderbird eller andre lokale mailprogrammer, men henter mailen et sted, der har en fuldgod webmail, så prøv kun at bruge webmail’en i en uge eller to, og se om du har brug for det lokale mailprogram eller ej.

Til GMail og Chorme browseren findes er i øvrigt en såkaldt “Chrome App til GMail”. Med denne fungerer Gmail’s webmail lidt mere som en App (eller et traditionelt mailprogram) i selve grænsefladen. Man kan arbejde uden at have internet forbindelse, i det kan gemme modtagne og skrevne mails lokalt og synkronisere mod Gmail, når internet forbindelsen er tilbage.

På tablets og smartphone bruger jeg stadigt Apps til at håndtere posten. De er dog fra starten bygget til at være en dedikeret “frontend”, og antager, at al mail ligger tilrådighed på en server, hvorfor det at bruge en app - skifte den ud, hvis man måtte ønske - er en mindre udfordring.


 

protocol_handler_symbolTip: Hvis du har droppet det klassiske mailprogram, og bruger en webmail hele tiden, så er her et lille bonus tip, der kan gøre det endnu lettere. På nogle sites - som f.eks. Google’s GMail, finder du til højre i adresse linjen et underligt lille ikon (nærmest et 8-tal, der ligger ned). Hvis du klikker på dette, så tilbyder Gmail at håndtere såkaldte “mailto” links for dig i browseren. Det er de steder, hvor når du klikker på noget (typisk en emailaddresse) så åbner et mailprogram og er klar til at sende besked til en modtager.

comments powered by Disqus