Det har været et travlt forår og hjemmearbejde fylder stadigt godt. I denne forbindelse fik jeg lejlighed til at få opgraderet min (Coax) bredbåndsforbindelse til “Gigaspeed”. Et teknikerbesøg, hvor et filter blev udskiftet og så skulle alt være godt.
Det var det så bare ikke. Noget var galt og jeg oplevede at forbindelsen forsvandt et par sekunder en gang i mellem (typisk hver time). Det er et rigtigt træels problem, da man vil snak med support typisk ikke lige har problemet og deres test-værktøjer viser alt er fint, så det sikkert er noget af mit eget udstyr, der gav probemerne.
Jeg ville gerne dokumentere problemet, men fandt ingen nemme værktøjer, der løbende (nemt) kunne overvåge ens bredbåndsforbindelse. Det fandt jeg ikke,men jeg fandt et værktøj, som kunne løse opgaven omend man helst skal være lidt nørdet for at få det til at virke.
Værktøjet hedder Smokeping og kan sættes op til at overvåge en eller flere netforbindelser, og selvom opsætning, dokumentation og det at have det kørende er lidt kompliceret, så er det udemærket til formålet.
Jeg fik sat det op på den Rasberry PI server, der allerede kørte en Plex-server og fik det sat op. I min opsætning overvåger min smokeping forbindelsen til 7 udvalgte servere, som “altid” burde virke (- hvis alle er nede, så er det sikkert min netforbindelse, der er nede).
I forlængelse af dette fik jeg også sat en overvågning op af de “interne servere”, som efterhånden er dukket op på hjemmets netværk, som i første omgang var 6 - fra Hue bridge og kabelmodem til Vaskemaskine.
Smokeping kan lave mange forskellige overvågninger, og laver automatisk grafer for “oplevelsen” de seneste 3 timer, de seneste 30 timer, de seneste 10 dage og det seneste år.
Hvis man vil se udvikling - til bedre eller værere - eller vil se om man har (eller har haft) driftsproblemer, er Smokeping et fantastisk værktøjer uagtet det kan være lidt kompliceret at få sat op og fungere, men når det først kører, så virker det bare.