Opdatering af VW kort

Nyere biler er begyndt at komme med navigation indbygget - endda uden det behøver at være biler i luksus klassen. Nytteværdien falder dog i takt med at kortene bliver ældre og ældre, og derfor kan det være en god ide at få dem opdateret.

Det ser ud til, at de fleste bilproducenter gerne benytter en kortopdatering, som en mulighed til at trække lidt flere penge ud af lommerne på kunden efter bilen er købt. Det er i hvert fald tilfældet med vores bil.

Anderledes forholder det sig med VW, som tilsyneladende tilbyder opdateringerne gratis, hvis man selv installerer dem (eller som kan købes hos en VW forhandler på et SD kort, hvis man ikke selv kan eller vil klare det). Følgende er gjort med en VW Polo fra 2017.

I bund og grund burde det ikke være så kompliceret, men der er alligvel et par småtricks, som det er godt at være opmærksom på, hvis/når man kaster sig ud i en opdatering.

Forberedelse

Man skal bruge et SD-kort, som er på mindst 32 Gb (men ikke behøver at være større). Man kan bruge et 16Gb kort, men man skal så muligvis manuelt sætte kortet op og fjerne lande, som man ikke behøver.

Det vigtigste er at kortet er klasse 10. Det er en angivelse af hvor hurtigt kortet er. Hvis det ikke er klasse 10, så får man ikke fejl - det virker bare ikke, når det sættes i bilen. Herunder kan du se et 32 GB klasse 4 kort - samt et 16 Gb klasse 10 kort.

SD Card, Class 4 SD Card, Class 10

Næste vigtige trin er at kortet er formateret med exFAT fil-systemet. Det kan være lidt tricky, men både Windows og MacOS kan saktens gøre det - det kan dog være, at det ikke er standard. Hvis du starter med et nyt kort, er det ofte formateret til exFAT.

Installation på SD kortet

Man kan installere på 3 måder:

  • Man kan manuelt lave et opdateret kort
  • Man kan installere opdateringen på et nyt tomt kort
  • Man kan opgradere det kort, som sidder i bilen allerede.

Den sidste mulighed kunne jeg ikke lide, da man risikerer ikke at have nogen navigation, hvis noget går galt under vejs. En variant er dog, at at klone kortet og så opgradere kopien.

Manuelt ser ud til at være det, som dem, der har gjort det mange gange gør. Man downloader kort til den specifikke VW model og pakker dem ud på kortet, så de ligger rigtigt.

Det nemmeste er at benytte DiscoverCare applikationen, som findes til både Windows og MacOS. Det er et lille simpelt program, som selv kan downloade kort og installere dem på SD kortet.

DiscoverCare forsøger også at checke om kortet ser rigtigt ud. Den rigtige størrelse, det rigtige filsystem og at der kan skrives på kortet - men ikke om det er klasse 10. Du kan normalt se på kortet hvilken klasse det er. Der er ofte et rundt C med et tal i. Tallet angiver klassen.

DiscoverCare styrer selv processen og tager typisk mellem 15 minutter og 1 time alt efter hastigheden på din internet forbindelse.

Anvendelse

Sidste trin er som udgangspunkt det simpleste. Find SD kortet, der sidder i bilen allerede, klik det ud og sæt det nye kort i.

SD kortene har flyttet lidt rundt over tid i de forskellige modeller og hvis du ikke kan finde det, så prøv at søg med google efter model, mærk, årgang samt “sd card” som søge ord, så er der sikkert hjælp til hvor den er placeret.

Det mest normale sted er i handskerummet, hvor der er en lille låge, der skal åbnes for at komme ind til dem. Kortet klikkes blot ud ved at trykke på enden og så skubbe det nye kort ind til et “klikker”.

Når bilen startes og man aktiverer navigationen bør den “bare virke” uden videre. Hvis den kommer op med en fejlbesked er noget gået galt undervejs og man må starte forfra.

Det typiske er:

  • Er kortet skrivebeskyttet? Det er den lille “tap” på venstre side af kortet (den skal stå som vist på de to kort højere oppe på siden).
  • Er det ExFAT formateret?
  • Var der plads nok på kortet?
  • Er det klasse 10? (se ovenfor)
comments powered by Disqus