Hvis man er switcher, og har kørt med Netscape / Mozilla / Firebird / Firefox i over 10 år, så er det faktisk ikke sjovt at overveje at køre Apples sikkert udmærkede Safari browser – og specielt ikke, hvis man er vandt til et specielt Theme og en håndfuld plugins til Firefox. Det behøver man heldigvis heller ikke. At downloade og installere Firefox til Mac er ikke anderledes end så mange andre programmer. Der er flyttet en lille smule rundt på menu-punkterne i forhold til Linux og Windows’ udgaven, men da det er for at understøtte Mac’en konventioner, så vænner man sig ret hurtigt til det. Der er også nogle genveje, der er lidt anderledes, men igen er det fordi de følger ”Mac’ens måde”, så det falder rimeligt naturligt efterhånden som man vænner sig til at nogle genvejstaster er de samme i alle programmer.
Det eneste, der kan være en lille smule mystisk er hvordan man fortæller Mac’en, at det nu er Firefox, ikke Safari, der er default browseren. Her skal man nemlig ikke ind i System Preferences (System Indstillinger), hvor de fleste ting opsættes – i stedet, skal du have startet Safari. I Safari’s preferences (Apple tast plus komma), kan du under ”general” finde indstillingen ”Default Web Browser”, og i denne kan du ændre det fra Safari til Firefox.
Lad endeligt være med at forsøge at afinstallere Safari. Selv der er en del websites, der efterhånden virker fint i Firefox, så er jeg jævnligt ude for at nogle ting virker i Firefox, mens andre virker i Safari. Min netbank virker f.eks. i Firefox på Windows, men ikke i Firefox til Mac. Den fungerer til gengæld nogenlunde i Safari (men mere om det i en senere artikel).