Standard dimser, der bruger strøm – bedre kendt som forbruger elektronik – køber jeg overvejende online. Normal plejer prisen at være en ret afgørende faktor – ikke at jeg køber det billigste sted, men hvis man kan spare tusind kroner på en vare ved at købe den fra den anden ende af landet gør jeg gerne det – og derfor har jeg efterhånden købt en del hos SHG. Hvor de første indkøb skete efter pristjeck på edbpriser, så er de seneste vidst bare sket pr automatik.
Selvom deres design på online butikken ikke er det absolut mest fantastiske og enkle, så lykkedes det mig normalt altid at finde de varer jeg leder efter. Deres faktaboks er noget af det bedste – der står alle de praktiske oplysninger, som mange andre butikker ofte glemmer – f.eks. hvad en vare vejer og fylder.
Der er på alle produkter forventede leveringstider, og foreløbigt er jeg i de fleste tilfælde kun blevet positivt overrasket. En enkelt gang har jeg prøvet at modtage en forkert vare, og selv i det tilfælde var der ingen problemer med at få den byttet (- herunder også få refunderet de udgifter jeg havde ved at sende den retur).
Det seneste, der lige fik mig til på ny at blive imponeret, var så en (bevars automatisk genereret) email, der dumpede ind, der fortalte at garantien på nogle produkter jeg tidligere havde købt var ved at udløbe, så hvis der var nogle problemer med dem, var det om at komme i gang med at klage.
Jeg ved godt at man har retten til at klage, men hvor mange gange har du prøvet at få en proaktiv henvendelse med opfordring til at klage, hvis du har haft problemer? – jeg har aldrig set det før…