Geotagging

Jeg har gernet ville lege med Geotagging noget tid blandt andet for bedre at kunne lave billedtekster, når man har været på storby ferie og taget en masse billeder i et lille område, og derfor kan have svært ved at skelne forskellige bygninger fra hinanden.

Jeg tager de fleste billeder med et Nikon D70 (og supplerende billeder med et Olympus Mju750) og ville gerne have en løsning, der virker med min Mac.

Hvorfor Geotagging?

Med geotagging lægger man GPS-positioner ind i de digitale billeder som man tager. I mange billedformater findes der meta-data plads, som kan indeholde GPS data om hvor billedet er taget. Hvis du allerede tager digitale billeder, så kender du sikkert allerede EXIF-data, som er de meta data, hvor du normalt kan se hvilket kamera, der har taget billedet (og ikke mindst hvornår).

Med Google Earth, Google Maps og mange andre programmer, der gør det nemt at kigge på kort, giver geotagging en lille ekstra dimension, hvor man pludseligt kan få vist hvor billedet er taget på et kort. Et af de steder, hvor du kan se geotagging i praksis er blandt andet på flickr.

Der er vidst ingen kameraer, der endnu har indbygget GPS, men der findes i dag udvidelser til nogle kameraer, der tilføjer en GPS til kameraet, så GPS-data skrives direkte ind i de billeder, man tager. En af Nokia’s seneste mobiltelefoner N82 med GPS og kamera, har funktionaliteten indbygget.

Amod AGL3080

Til geotagging brug findes der flere forskellige løsninger – blandt andet kan mange bil-GPS systemer saktens bruges – det eneste krav er stort set blot, at de kan lave en log over hvor man færdes. Hvis man ikke har en bil-GPS (hvilket var mit tilfælde), så findes der også dedikerede foto-GPS’er man kan bruge.

De fleste virker udelukkende til Windows fordi de kræver en eller anden speciel driver, men TWIP snakkede for et par podcasts’ siden om en Amod AGL3080, som skulle virke fint til Mac. Den koster under 500,- (incl. fragt).

Amod’en er en lille kasse, der rummer 3 AAA batterier, en SiRF III GPS modtager samt 128 Mb RAM. Den er driver-fri, så når man skal tømme den, kan man blot sætte den i en computer (mac, windows eller Linux) og den ligner en almindelig USB-memory klods. GPS-logfilerne ligger som almindelige ASCII filer med lijner i “NMEA 0183” format, der er et af standard formaterne for GPS filer.

Amod’en har to knapper – en tænd og en “marker” knap. Normalt tænder man bare Amod’en og lader den logge positionen automatisk hvert sekund – så har man plads til cirka 70 timers data. Man kan også ændre lidt i konfigurationen, så den kun logger hvert 10 sekund, hvilket jeg har gjort da jeg regner med, at det er “godt nok”. Dette giver kapacitet til meget, meget længere tid.

Jeg har testet Amod’en et par uger – ved at have den liggende i tasken på vej til og fra arbejde, på cykelture (demo fil konverteret til KML) og så videre, og generelt virker den bare som lovet. Det eneste, der var en lille smule tricky var lige at finde ud af at indstille den rigtigt, så den loggede hvert 10. sekund i stedet for hvert sekund.

GPS Babel

Et af de værktøjer, som jeg har brugt til at teste om Amod’en virker, er GPS babel. Det er et fikst lille program, der kan oversætte/konvertere mellem en række forskellige GPS-formater. Via GPS Babel har jeg konverteret fra NMEA0183-formatet til KML – Keyhole Markup Language – som er det Google Earth benytter.

I Google Earth har man så kunne se, at de opsamlede “tracks” ren faktisk svarer til der, hvor man færdes.

Fortsættes snart med erfaringer om at binde GPS data til billeder.