Endomondo… nu med vejr

Generelt har websites ikke tradition for at fortælle om de små ændringer, som der løbende laves. Kun når der laves et større redesign, fortælles der som oftes om det. Det er dog ikke ualmindeligt, at der er sker flere opdateringer i hverdagen, som man kun opdager ved et tilfælde.

Igår faldt jeg over en sådan ændring på Endomondo – Der er nu tilføjet et lille ikon ved ens workouts, så man nu kan se hvordan vejret var den dag, som aktiviteten fandt sted. Det lyder sikkert som en lille ting, men eftersom jeg har haft en vane med at skrive noter – hvis det har været regn eller (kraftig) vind, men det ser vidst ud til jeg kan springe det over, hvis det lille ikon fremover automatisk er at finde.

Jeg håber stadigt, at Endomondo også en dag begynder at vise temperaturer fra Garmin Edge computerne, men indtil da, der er dette en rar lille forbedring.

Brug af GPS ur til Spinning

Hvis du har et Puls ur med GPS – et løbeur eller cykel computer – kan man så bruge den, hvis man kører spinning (bikefit, bodybike eller hvad det nu ellers kaldes) i et fitnesscenter?  – man kommer jo ikke rigtigt nogen vegne, når  man blot sidder og spinner rundt uden rigtigt at komme nogle vegne.

Det kan man saktens. Grundlæggende er et Cykelcomputer som Garmins Edge eller ForeRunner “bare” helt almindelige pulsure med en GPS tilbygning, og alle Pulsurene med GPS har en funktionalitet, hvor man kan slå GPS delen fra. Alle Pulsurets funktioner vil fortsat fungere – tid, puls og øvrige features. Min Edge 800 har blandt andet temperatur måler indbygget, og hvis du har prøvet at køre Spinning i SATS’ gamle Scala – som lå på 4-5 sal, salen var – bogstaveligt – et drivhus og når sommeren var på toppen, var temperaturen i spinning salen det også.

Garmins GPS ure scanner når de tændes efter GPS satelitterne, og hvis de ikke findes, så spørger uret om du er indendøre – svarer du ja, slåes GPS’en fra og uret er klar til brug til spinning (eller øvrige indendørs aktiviteter). Det kan man f.eks. gøre i omklædningen eller andre lokaler, hvor der ikke er vinduer.

Hvis du ikke lige får slået GPS’en fra, og du tænder uret i et lokale med vinduer, tyndt tag eller lignende, så kan du få nogle lidt sjove resultater.  Selvom GPS enheden måske ikke kan se det antal satelitter, som det har brug for, så kan der ske det, at der alligevel kastes nogle signaler gennem vinduer, at de reflekteres på bygninger og vægge. Det gør, at du efter en spinning time kan ende med et GPS spor, der ser således ud:

Det er ikke særligt brugbart, men hvis man blot glemmer distance målingen, så er resten af data, der opsamles, fortsat gode nok.

Backup af Garmin Connect

Jeg bruger som tidligere skrevet Garmin Connect til at følge med i mine cykelture. Det er en webtjeneste, hvor de sportsaktiviteter man laves uploads og så giver et overblik af en eller anden art.

Et af problemerne med den slags tjenester, er at man nærmest skal have en blind tillid til at tjenesten bliver ved med at eksistere – eller i det mindste, at hvis den lukkes ned, så gives man mulighed for at eksportere alle sine data i et fornuftigt format – som man kan tage videre til en anden tjeneste (eller blot have en lokal backup).

Der findes ikke endnu mulighed for på Garmin Connect at eksportere alle sine data i et hug, men man kan eksportere de enkelte aktiviteter. Vil man have alle sine data – og bruger man Gamin Connect meget, så er man henvist til en lang og omstændelig proces, hvor man downloader hver enkelt aktivitet en adgangen.

Sådan…

I forbindelse med en artikel om hvordan man kunne skifte fra Garmin Connect til Strava (en anden online sports-tracker) faldt jeg over et script, som skulle kunne lave en backup af (næsten) alle ens Garmin Connect data.

Jeg startede med at downloade scriptet, der kunne lave backup’en. Jeg havde allerede Ruby installeret på min mac, men manglede nogle “gems” (udvidelselsespakker), som jeg kunne instalere ved i en terminal at skrive:

sudo su -
gem install nokogiri
gem install mechanize
gem install choice
gem install highline
gem install import

Da det var sket, var det blot at kalde scriptet, som så lystigt gik i gang med at downloade 500+ aktiviteter fra Garmin Connect. Det tog lidt tid, da scriptet i bund og grund blot opfører sig som en bruger, der logger ind, og henter aktiviteterne en for en.

Jeg endte med at have alle aktiviteterne liggende i et directory med en TCX fil, som indeholdt data for den enkelte aktivitet. Fra siden om skiftet til Strava, var der også en henvisning til et rename script, som lige kunne flytte alle aktiviteterne ned i en directory struktur – så de lå sorteret efter år/måned og blev renamet så datoen på aktiviteten også kom med med filnavnet. Det downloadede jeg også og fik kørt uden videre.

Hvad mangler

Det ser ud til, at TCX filerne, som man downloader indeholder alle de ændringer – man har lavet på sitet (f.eks. givet en sigende beskrivelse til aktiviteten (“Sjælsø rundt”) – så langt så godt.

Jeg mangler dog fortsat at finde ud af, om f.eks. temperatur data, som findes i de “FIT” filer, som min Garmin Edge 800 upload til sitet, også er med i TCX eksporten. Da hverken Strava eller Endomondo viser temperaturer (og heller ikke Garmin Training Center til Mac), har jeg ikke lige kunnet teste det endnu.

Export scriptet laver også et fuldt dump af alt… Umiddelbart så det ikke ud til, at man kunne nøjes med at hente data for den seneste måned eller på hvad der nu måtte være et passende interval.

Endeligt så hvis man bruger Health features i Garmin Connect, så eksporteres de ikke af dette script.

 

Her er jeg (sporing via mobilen)

Jeg er normalt lidt skeptisk overfor Google Lattitude og andre tjenester, der fortæller (ret præcist), hvor i verden man er lige nu. På FourSqaure er jeg ret omhyggelig med ikke at være “venner” med andre end dem jeg kender – og checker oftere ind, når jeg forlader et sted, end når jeg ankommer.

Der er dog i nogle situationer, hvor det kan være praktisk og rart, at andre kan finde ud af hvor præcist man er, og til disse situationer, er der en lille smart tjeneste, der hedder Glympse.

Jeg cykler jævnligt længere ture, og sjældent ved jeg, når jeg kører hjemmefra, præcist hvilken vej jeg har tænkt mig at køre – eller hvor længe det tager. Det kan være blæst, humør eller andre forhold, der lige gør at turen tager en time mere eller mindre. Normalt ligger mobiltelefonen altid i en lile taske under cyklens saddel, men ringer noget, så er det ikke altid man kan høre den, når man suser af sted i trafikken. Når man tager afsted på en sådan tur, så kan man sende et “glympse”, så andre kan følge en, mens man er undervejs og uden man selv skal gøre ret meget for det.

Glympse består af en app som man installerer på ens mobiltelefon (iPhone, Android eller Windows Phone). Når man starter et Glympse – og vælger hvor længe det skal “leve” (angiver en udløbstid), så tager den fat i GPS’en på teleonen og sender en “puls” med tid og sted til Glympse websitet. Man kan invitere andre til at kigge med, så de hele tiden kan se hvor man er via Glympse websitet.

Udover til individuelle arrangementer, så må det også kunne bruges til noget spændende i forbindelse med løb (marathon, halvmarathon eller lignende), cykelløb eller ligende arrangmenter, så dem, der skal heppe på en kan følge ens vej gennem løbet.

Jeg kan specielt godt lige Glympse fordi:

  • Det er nemt at få installeret app’en på mobiltelefonen.
  • når man starter et Glympse, så tvinges man til at tage stilling til “hvor længe det varer” – og der er en synlig nedtælling.
  • Modtagere af Glympset kan være offenligt  – eller privat.
  • modtagere kan følge med både via mobil eller via web.

Hvis du er med et arrangement, hvor andre vil følge med, eller skal mødes med nogle et sted (som f.eks. Dyrehavnen eller andre udendørs steder, hvor GPS’en virker), så prøv Glympse.

Garmin Connect til ruteplanlægning

Jeg kører som tidligere nævnt med en Garmin Edge 800 cykel computer. Den bruger jeg blandt andet sammen med Garmin Connect, hvor der findes et område, hvor man kan planlægge/tegne ruter.

At lave ruter på Garmin connect er rimeligt lige til – jeg logger ind, vælger “Courses” og i højre side findes et “Create Course” link. Når man har klikket linket, er har man et kort, hvor man kan tegne ruten og gemme den. Når man har lavet ruten, kan man også vælge “Send to Device” og sådan sendes de afsted til min Edge.

Garmin Connect følger som standard vejene, så man behøver blot at markere ruten groft op og så ligger Connect en rute ad veje fra punkt til punkt. Det fungerer normalt rimeligt godt. Der er dog nogle steder, hvor ruteplanlæggeren får et lille flip og ikke vil lade dig gøre den vej du vil/burde. Et godt eksempel på dette kan man finde omkring Hillerød. Hvis du finder Overdrevsvejen. Det er en fin vej med cykelsti hele vejen, men lige der, hvor den krydser kongevejen (eller Københavnsvej, som den hedder på det stykke), der insisterer ruter planlæggeren, at man lige køre en større omvej nord om (illusteret herunder; du kan også selv prøve det på Garmin Connect) – og kender man området, så giver det absolut ingen mening at gøre det.

Nu er det heldigvis et problem, der ikke er større end at det let kan fikses. Mådn man omgår det, er ved lige at fjerne krydset ud for “stay on roads” på stykket, hvor ruteplanlæggeren sender en på vildspor, tegner/markerer ruten manuelt langs vejen på stykket, og så slår krydset til igen. Så lader Garmin Connect det manuelle stykke være, som det burde.

Hvis du ikke har arbejdet med ruteplanlægning i Garmin Connect…

Ruteplanlægingen i Garmin connect finder du i venstre menuen som “courses”.