Eksport af podcast liste fra iTunes 11

Jeg er blevet rigtigt grundigt træt af den nye Podcasts app på min iPod og ligeledes af iTunes 11 måde at mishandle Podcasts. Siden jeg opgraderede til først Podcasts App’en siden iTunes 11, har det bare aldrig fungeret.

Det er sket flere gange, at de podcasts, jeg abonnerer på, er blevet fordoblet, så det lå to gange i både iTunes og Podcasts app’en. Det sker stort set dagligt at der går rod i hvilke episoder, som jeg har hørt og jeg skal efterhånden manuelt holde styr på det, for iTunes 11 magter det ikke.

Der er heldigvis sket rigtigt meget med Android på det seneste, og blandt andet er der dukket en håndfuld Podcast apps op, så jeg har tænkt mig at prøve, om det ikke kunne fungere med min Samsung Galaxy S3 og Nexus 10 tablet som Podcast afspillere.

Første trin er at få listen af Podcasts ud af iTunes, og da det er lavet lidt om i iTunes 11, så er her en mini vejledning (der i hvert fald virker på en Mac).

  1. Åben iTunes og gå ind i Podcasts ved at benytte den drop down, som du finder i øverste venstre hjørne af skærmen.
  2. Klik på “Podcasts” midt i menu bjælken (lige under Apple logoet).
  3. Gå til File menuen og vælg “Libray” og herunder “Export Playlist”.
  4. I vinduet der åbner skal du lige ændre Format (nederst) til OPML, så får du eksporteret en liste over de podcasts du abonerer på, i et format de fleste PodCast Apps kan håndtere.

beyondpodJeg er så småt begyndt at kigge på hvilken Podcast app, som passer bedst til mit behov på Android. Lige nu kigger jeg på BeyondPod og senere regner jeg også med at kigge på Pocket Cats.

BeyondPod virker umiddelbart godt, kan afspille, downloade og alt hvad man har brug for – både lyd og video podcasts. Der ser også ud til at være understøttelse af lydbøger.

På minus siden ser det ud til at der er både en version til mobiltelefoner og en anden til tablets – og umiddelbart ser det ikke ud til at man kan synkronisere hvad man har hørt (og hvor langt man er nået) i mellem sine enheder – noget som Pocket Casts ser ud til at understøtte.

Mac, TDC Homedisk, iTunes og DLNA

Jeg har, som tidligere nævnt, en TDC Homedisk stående hjemme i kælderen, og den er over de seneste par uger nu blevet lavet om til husets jukeboks og indeholder alt den musik, der tidligere var samlet sammen på min stationære Mac. Ved at have det liggende på Homedisken, er musikken altid tilrådighed for andre gadgets, som kan finde ud af at bruge “iTunes hjemmedeling” – uanset om Mac’en er tændt eller ej.

TDC Homedisk og OSX

Min Homedisk har drillet mig lidt, og derfor har jeg ikke lige fundet ud af at få den til at forbinde Homedisken til Mac’en automatisk. Det kan sikkert løses, men jeg har ikke fået kigget nærmere på det endnu. Når jeg skal have fat i homedisken, går jeg blot til finderen. Trykker Cmn + K og taster “smb://192.168.1.5/“, så dukker den op som var den en USB-disk eller lignende.

Der er et par standard biblioteker på Homedisk’en, når den er ny installeret, og et af disse hedder Musik. I dette bibliotek har jeg placeret alt musikken (organiseret i samme hierarki, som det lå på Mac’en). Jeg har i første omgang valgt at kopiere filerne til Homedisken, så jeg vedligeholder musik-biblioteket lokalt og synkroniserer ændringerne til Homedisken en gang i mellem (se nedenfor).

iTunes server

TDC Homedisk’en er født med en iTunes server. Det betyder, at så snart man har lagt filer på Homedisken (og denne er på ens hjemme netværk), så burde iTunes på ens lokale maskine automatisk opdage den og kunne afspille musikken fra den. Der er intet der skal aktiveres, opsættes eller i øvrigt konfigureres – det virker bare.

DLNA server

Udover iTunes, så er der også indbygget en såkald DLNA server. DLNA er en standard, som skulle sikre at ens forskellige gadgets/IT dimser kan udveksle lyd, video og billeder med hinanden. Det er godt nok aldrig blevet rigtigt rigtigt “kendt” i hverdagen blandt almindelige mennesker, men langt de fleste fladskærme (med “internet”), spille konsoller som xbox360 og playstation 3 har indbygget understøttelse af standarden.

Det betyder også, at da alt musikken var kopieret til Homedisken, så kunne vores Samsung tv i stuen også se og afspille al musikken, der lå på Homedisken. En anden smart feature er i ørigt, at mine playlister fra iTunes også var kopieret med til Homedisken og de dukkede også op på tv’et, da jeg havde fundet frem til Homedisken via tv’ets noget kluntede interface.

Sync af musik til Homedisk fra Mac’en

Foreløbigt er min bedste metode at opdatere Homedisk’ens musik samling, at benytte et lille kommandolinje script. Det ser ud som følger:

#!/bin/sh
open "smb://192.168.1.5/"
cd ~
rsync -azr --delete --exclude='/Podcasts/' ./Music/ /Volumes/HomeDisk/Musik/

Det gør 3 ting. 1) sikrer at man har forbindelse til Homedisken – med open linjen. 2) Sikrer at man står det rigtige sted på den lokale maskine (med cd linjen) og 3) opdaterer biblioteket på Homedisken ved kun at “udføre ændringer” (dvs. kopierer nye og ændrede filer samt sletter dem, der ikke længere findes lokalt) – med rsync linjen. Udover dette, så sørger jeg også for at springe podcasts over, da det for mit vedkommende ikke giver mening at kopiere dem til Homedisken.

Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg undgår, at open linjen åbner et finder vindue med Homedisken – det ville ellers være rart. I praksis så virker det dog foreløbigt fint, at når der en gang i mellem kommer ny musik eller nye lydbøger til samlingen, så kører jeg efterfølgende lige sync-scriptet og så ligger alting også på Homedisken.