Lynge Drive-in

I en nedlagt grusgrav i Lynge ligger Danmarks eneste faste Drive-in biograf. Den har ligget der i over 50 år, men for nyligt var det første gang, at jeg var i den, og her er lidt om oplevelsen – forhåbentlig til gælde for andre, der kunne tænke sig en lidt specielt biograf oplevelse.

Lynge Drive-in

Lynge Drive-In – Klar til at se film

Drive in biografen, der ligger cirka 25 km. fra København har tre “sale”. Der åbnes for adgang ved tusmørke – 1-2 timer inden filmen starter. Konceptet er som sådan ganske simpelt. Man ankommer, kører til den “sal” hvor filmen man har købt billetter til går – tuner ind på bilradioen på den anviste frekvens, læner sig tilbage og nyheder filmen (husk at rengøre forruden inden du kører hjemmefra (eller benyt en af spandene til formålet, som findes til fri afbenyttelse på pladsen). Der findes som i enhver anden biograf mulighed for at købe snacks, burgere (McDonalds stilen), popkorn og hvad der ellers hører sig til.

Du kan selv medbringe mad og drikke i bilen – og det så også ud til at være ret populært at medbringe grill og holde en lille picnic inden filmen. Har man småbørn, er det sikkert også en mulighed for at komme i biografen uden besvær med pasning og alt muligt andet. Falder de i søvn undervejs, så er de klar til at blive kørt hjem i seng. Det er tilladt at medbringe hunde og biograf arealet har en fin størrelse til at de saktens kan luftes.

Det er meningen, at man får lyden over bilradioen, men man kan naturligvis også benytte en FM radio i sin mobil telefon eller låne en transistor radio gratis af biografen. Hvis man kører i en nyere Peugeot (som vi gør), så skal man lige være opmærksom på at den har en “auto economy mode”, som ikke kan slåes fra. Den gør at radioen automatisk slukker efter kortere tid (en halv til en hel time), og ikke vil tændes igen førend motoren har været startet (og været igang et stykke tid). Det var ret generende, og vi endte midt i første halvdel af filmen, at låne en transistor radio.

Bemærk i øvrigt start tiden på filmen – og vær opmærksom på, at det er der, hvor reklamer og trailere starter. For en normal films forventede slut tidspunkt skal du sandsynligvis lægge mindst 2 timer til – og da vi så en helaftens film (“The Dark Knight Rises”), som startede (officielt) klokken 21:45, så var klokken 1:30 om natten, inden filmen var slut og vi kunne køre hjemad.

Det koster cirka det samme, at køre i drive in, som at besøge en almindelig biograf (alt efter hvor mange man er). Det er dog en meget anderledes oplevelse, og med til oplevelsen (specielt i weekenden lød det til), er at gå rundt at se på de Amerikaner biler, som også dukkede op til drive in (som billedet ovenfor viser).

Hvis du vil finde ud af hvilke film, der går, hvornår de vises, så besøg Drive in biografens website.

 

Endomondo… nu med vejr

Generelt har websites ikke tradition for at fortælle om de små ændringer, som der løbende laves. Kun når der laves et større redesign, fortælles der som oftes om det. Det er dog ikke ualmindeligt, at der er sker flere opdateringer i hverdagen, som man kun opdager ved et tilfælde.

Igår faldt jeg over en sådan ændring på Endomondo – Der er nu tilføjet et lille ikon ved ens workouts, så man nu kan se hvordan vejret var den dag, som aktiviteten fandt sted. Det lyder sikkert som en lille ting, men eftersom jeg har haft en vane med at skrive noter – hvis det har været regn eller (kraftig) vind, men det ser vidst ud til jeg kan springe det over, hvis det lille ikon fremover automatisk er at finde.

Jeg håber stadigt, at Endomondo også en dag begynder at vise temperaturer fra Garmin Edge computerne, men indtil da, der er dette en rar lille forbedring.

Brug af GPS ur til Spinning

Hvis du har et Puls ur med GPS – et løbeur eller cykel computer – kan man så bruge den, hvis man kører spinning (bikefit, bodybike eller hvad det nu ellers kaldes) i et fitnesscenter?  – man kommer jo ikke rigtigt nogen vegne, når  man blot sidder og spinner rundt uden rigtigt at komme nogle vegne.

Det kan man saktens. Grundlæggende er et Cykelcomputer som Garmins Edge eller ForeRunner “bare” helt almindelige pulsure med en GPS tilbygning, og alle Pulsurene med GPS har en funktionalitet, hvor man kan slå GPS delen fra. Alle Pulsurets funktioner vil fortsat fungere – tid, puls og øvrige features. Min Edge 800 har blandt andet temperatur måler indbygget, og hvis du har prøvet at køre Spinning i SATS’ gamle Scala – som lå på 4-5 sal, salen var – bogstaveligt – et drivhus og når sommeren var på toppen, var temperaturen i spinning salen det også.

Garmins GPS ure scanner når de tændes efter GPS satelitterne, og hvis de ikke findes, så spørger uret om du er indendøre – svarer du ja, slåes GPS’en fra og uret er klar til brug til spinning (eller øvrige indendørs aktiviteter). Det kan man f.eks. gøre i omklædningen eller andre lokaler, hvor der ikke er vinduer.

Hvis du ikke lige får slået GPS’en fra, og du tænder uret i et lokale med vinduer, tyndt tag eller lignende, så kan du få nogle lidt sjove resultater.  Selvom GPS enheden måske ikke kan se det antal satelitter, som det har brug for, så kan der ske det, at der alligevel kastes nogle signaler gennem vinduer, at de reflekteres på bygninger og vægge. Det gør, at du efter en spinning time kan ende med et GPS spor, der ser således ud:

Det er ikke særligt brugbart, men hvis man blot glemmer distance målingen, så er resten af data, der opsamles, fortsat gode nok.

Google – til tasterne

Jeg bruger ikke noget mail program længere – i hvert fald ikke et lokalt installeret. I stedet foregår al min mail læsning, arkivering og øvrig mail håndtering via Gmails webmail og den fugnerer for mig mindst lige så godt som noget program, jeg har haft installeret.

Jeg nævnte tilbage i April, at der fandtes en masse tastatur genveje til Gmail, som kunne gøre, at man ikke hele tiden behøvede at bruge musen, når man skulle arkivere i foldere, læse mails og såvidere. Problemet med tastatur genveje er blot, at man skal bruge dem en del gange, inden man kan huske dem – og at det lige tager lidt tid at lære dem godt nok til man kan huske dem.

I forsøget på at lære dem, har jeg haft printet en oversigt over genvejene og haft den liggende ved siden af tastaturet. Det virker i teorien, men ikke praksis. Ofte har jeg grebet fat i musen længe inden jeg har overvejet at kigge på listen over genveje og fundet den, som jeg lige kunne bruge i forbindelse med den aktuelle opgave.

Der findes heldigvis en smartere måde, at lære sig genvejene. I stedet for at printe et stykke papir ud, kan man blot trykke ? og frem kommer en fin lille oversigt (et dashboard), som viser alle genvejene på skræmen og den er altid til at kalde frem – uanset hvilken maskine man sidder ved  – og i øvrigt virker den ikke kun i Gmail, men også i Google Reader og flere af de andre Google (wen)Apps , som jeg benytter.