“Banken” har godt haft en lidt omskiftelig tilværelse over de seneste par år, men faktisk syntes jeg ikke – når penge er en forretningsområde – er nogen undskyldning, det gør det kun værere. Jeg startede i Skandiabanken. Den blev siden til Eik bank, der endte i det offentlige “bank skraldespandsselskab” og landede siden hen hos Spar Lolland – omend vidst som en søster bank med navnet FinansNetBanken indtil videre.

Det har i nogen tid været lidt et rod. Selvom de hedder Finansnetbanken, så er deres website på finansbanken.dk (finansnetbanken.dk redirecter i det mindste til deres valgte hoveddomæne). I e-Boks er det Spar Lolland, der er afsender på breve fra Finansbanken. Deres Netbank ligger så ikke på finansbanken.dk, men er i stedet på portalbank.dk domænet (Sikkert sammen med SDC‘s øvrige netbanker – og som i øvrigt giver en fejlside hvis den ikke “deep linkes” –  endnu et minus point i min bog).

For så at forøge forvirringen yderligere, så er det naturligvis hverken SDC, Spar Lolland eller Finansbanken, som har købt certifikatet, der bruges nået man krypterer trafikken til netbanken, det kommer nemlig fra IBM Danmark ApS…

Det er da helt utroligt, at en bank vil have så mange “identiteter” – det er jo nærmest at opfordre til at gøre dens kunder til phishing ofre, for hvordan kan jeg vide, om en mail, der angiveligt linker til bankens nyhedsbrev på banknyhedsbrev.cn rent faktisk har dem som afsender eller ej? – deres nyværende domæne- og kommunikationsstrategi er i hvert fald ingen hjælp.

ps. SSL-certifikatet på sparlolland.dk er i øvrigt også udstedt til IBM Danmark ApS, så måske har IBM Danmark overtaget banken og blot ikke fortalt om det?

Jeg skal ikke i denne lille post forsøge at fortælle alt om hvad preview kan (Jeg tror faktisk stadigt, at jeg fra tid til anden finder nye funktioner). Her skal jeg blot lige nævne en enkelt lille feature, som jeg overraskende ofte benytter.

På en Mac er Preview standard programmet til en masse fil-formater – PDF-filer og en masse grafik formater. Når man laver screenshots eller har et billede, som lige skal beskæres en lille smule for at være helt rigtigt, så har jeg – til trods for at have flere programmer der er “fulde billed-redigieringsprogrammer” (Adobe Elements, Pixelmator og flere andre), fundet ud af at Preview er den nemmeste måde lige at beskære billedet.

For at gøre det, skal man blot bruge “markeringstoolet” (se screenshot). Jeg bruger normalt bare rectangular selection som laver en firkantet beskæring, men man kan også bruge de øvrige muligheder for at beskære andre formater, hvis det er det, man har brug for.

Når man har valgt det område, der skal skære ud, så går man blot i Tools menu’en finde Crop eller trykke cmd+K. Så får man beskåret billede til den størrelse man har brug for. Husk at passe på, at du ikke få overskrevet din original fil, hvis det ikke er det du ønsker.

I følge Comon, så skulle det nu være på vej tilbage, så man igen kan surferundt på nettet, når man sidder i toget – og ikke selv har lyst (*) eller mulighed (**) for at bruge mobiltbredbånd.

Det glæder jeg mig til – specielt når det også ser ud til at måden man får adgang er blevet ændret/opdateret – det kan vidst kun være til det bedre.

*) Erfaringsmæssigt, så bruger min Android telefon noget mere strøm, når den bruger mobilt bredbånd fremfor wifi, så hvis der skal være lidt strøm tilbage, når man når frem til sin destination, er wifi-surf klart at forestrække.

**) Ikke alle laptops, tablets, ipod touches eller lignende har indbygget 3G modem.

Start med at downloade og installere GPS Babel. Programmet er gratis og findes til Windows, Mac og Linux. GPS Babel kan oversætte mellem en masse forskellige GPS formater, og hvis ens GPS tracker er understøttet direkte, så kan man bruge det direkte. GPS understøtter en række Garmin formater, men desværre ikke lige .fit formatet, som min Edge 800 optager i.

Når man har med .fit-filer at gøre, så er der to mulige veje.

Den ene er at bruge Garmin Training Center, som kan indlæse .fit-filer, og exportere dem i tcx-formatet (som GPS Babel kan indlæse). Garmin Training Center til Mac er dog i skrivende stund absolut ikke imponerende og blev smidt ud af min maskine, da jeg opdagede, at det blot smed temperatur data fra Edge 800 væk.

Jeg bruger derfor den anden vej. Som tidligere skrevet, så bruger jeg endomondo, så der ligger alle mine aktiviteter. Ved at åbne en aktivitet på endomondo, så har man adgang til at eksportere den. Det kan man gøre i enten TCX-format – eller gpx (GPS XML) format. Uanset hvilken type man vælger, så kan begge dele læses af GPS Babel, og der igennem eksporteres videre til Google Earth som en KML-fil.

Selvom jeg ikke kører i bil til dagligt, så har vi en. Det er en Peugoet 407SW diesel (med manuelt gear), og det er en sådan jeg er vandt til at køre i – og de sidste 3-4 biler har i øvrigt også været diesel biler i “Ford Focus størrelse”.

Vi fik udleveret nøglen uden nogen yderligere introduktion, så hvor svært kunne det være?

Ikke særligt. Når man tænder den, ligner det en almindelig (nøgle baseret) tænding, blot vågner motoren ikke op med en knurren – der kommer bare lys i displayet. Gearet ligner et automat gear og der er kun to pedaler – en bremse og en speeder.

Jeg har aldrig kørt en bil med automat gear, men jeg er ret sikker på, at C1 el-bilen, betjenes nogenlunde identisk med en sådan. Der er D, P, R og N som alfabet suppe ved gearet – Drive, Park, Reverse, Neutral og en “parkteret” position. Gearet blev sat i D og speederen trykket ned. Det gik fint og rattet virker præcist som i en “almindelig” bil.

Bremserne “huggede” lidt hårdere end forventet de første par gange, indtil jeg lige fandt ud af hvordan de virkede, og de vi forlod sydhavnen, var der vidst styr på det hele. Selve bilen er som enhver anden C1 (eller sikkert Peugoet 107 og andre biler i samme klasse) – bil radio, aircon – og som ekstra monteret udstyr håndfrit bluetooth og en basic GPS fra Garmin.

I trafikken opførte bilen sig som enhver anden, og der var ingen problemer med at følge med. Ved stoplys var den vidst lidt hurtigere afsted en mange andre biler, idet der ikke er gearskift, men blot en lang jævn accelleration. Bilen så ud til at kunne køre omkring 80 km på en opladning, men min tur blev blot til 2x 10 km. Det var dog nok til at bekræfte, at til møder ude i byen, er den en hurtigere og mere effektiv måde at komme rundt på.

Tidligere har el-biler i øvrigt været fritaget for P-afgifter i København, men det gælder ikke mere. Så Socialdemokraternes drømme om elbiler bilver vidst ved drømmen.

Jeg har samlet min “sportstracking” omkring to sites – Garmin Connect og Endomondo. Første site bruger jeg til min egen fornøjelse, mens jeg bruger Endomondo til lidt “social motivation”. I forbindelse med de fleste sport-tracking sites, findes der mulighed for at holde sine aktiviteter mere eller mindre private – eller åbne – alt efter hvilken tilgang man har til sitet.

Når du melder dig til et sådan site, så start altid lige med at checke hvad default/standard indstillingerne er. Altså dem, der gælder, når du uploader nye aktiviteter til sitet. Da mange ofte har faste rutiner omkring træning – hvor og hvornår, så kan alle, der får lov at se ens aktiviteter hurtigt se et mønster.

På Garmin Connect er modellen ret simpel. Selve sitet rummer ingen grupper eller lignende, der er bare dig selv, og for dine aktiviteter på Garmin Connect findes der to mulige tilstande – privat eller offentlig. Hvis den er privat, kan kun du se den, når du er logget ind, og hvis den er offentlig så kan alle se den (sådan i teorien).

På Garmin har jeg generelt en regel, der hedder, at alt er privat og hvad der ligger der, er til min egen fornøjelse. Når jeg deler et link til noget, så er det på en enkelt aktivitet – og typisk kun i en periode indtil dem, der kunne være interesseret i at se det (fordi de har været med på en tur eller vil se en rute), har haft lejlighed til det – og der efter lukkes adgangen igen.

På Endomondo er det en lillle smule anderledes, idet du kan have Friends/Venner, og fremfor en grov “alt eller intet” indstilling, som Garmin har valgt, så kan man under settings/indstillinger styre på en række parametre hvad man selv, ens venner og alle skal kunne se.

Når jeg bruger Endomondo har jeg den regel, at “venner” må se stort set alt, men er til gengæld ret firkantet med kun at “blive venner” med folk jeg rent faktisk kender (eller i det mindste ved hvem er).

Selvom det sikkert kan være sjovt at prale for hele nettet om hvor flittig man er til at dyrke motion, så starter mange aktiviteter ofte hjemme fra, så alle, der har adgang til at se data, hurtigt kan se hvor man bor og rutinerne i ens træning er også hurtigt med til at fortælle hvornår man ofte vil kunne træffes på en rute (eller ikke er hjemme) – og ingen af delene syntes jeg, at der er nogen specielt grund til at dele med alle på nettet.

I forbindelse med opgraderingen af cyklen sidste år, var et af “det kunne da være sjovt at prøve” valg jeg lavede var at få sat “kombi pedaler” på. Disse pedaler er helt almindelige pedaler på den ene side, mens der på den anden sidste af pedalerne kan sættes klamper fast.

Klamper og cykelsko er desværre ikke mere standardiseret end at der findes et par forskellige systemer, som overhovedet ikke kan med hinanden, og derfor kan sko til et system naturligvis ikke bruges til klampler og pedaler til et andet. De gamle spinning sko jeg havde liggende, brugte naturligvis et andet system, end de kombi pedaler, som min cykel havde fået monteret.

Nu har vi paseret jul og pludseligt har jeg nu et par sko, som passer til pedalerne, og disse sko er faktisk noget anderledes end forventet. De ligner meget mere “almindelige sko” end mine gamle cykelsko, og de er derfor til at gå rimeligt almindeligt med – både indendørs og udendørs. Klamperne er “SPD” systemet, som er et af de store. Disse klamper sidder “gemt” i sålen og er det, der gør at man kan gå almindeligt. Udover dette så føles det at køre med SPD systemet i øvrigt ret meget magen til Look-klamper, som jeg kørte spinning med. De giver et hørbart klik, når man sidder rigtigt fast og de er nemme at klikke ud af.

Skoene jeg kører med er dem her over – Specialized Tahoe Black. De er vidst kendt som “Mountainbike sko”. På billedet er de som de kommer i kassen, og man skal selv lige fjerne “S”-logoet i sålen – det var lige til, men krævede lidt hjælp fra en hobbykniv og en skruetrækker for at kunne få “låget” af. Under det sidder skruehullerne, der passer til SPD klamperne, og de er ret enkle at montere.

Jeg har nu kørt knap 200 km med skoene, og det er bestemt en opgradering, der var rigtigt rar. Der kommer lidt flere kræfter i pedalerne, og man kan også “trække” når man kører “op” med pedalerne. Der er dog et par enkelte ting, som man bør overveje at ændre i sin kørestil.

Det er en klar fordel ikke hele tiden at skulle klikke ud og ind, og fremfor at hoppe fra lyskryds til lyskryds, så er det afgjort sjovere at tilpasse farten, så man kommer over for grønt, når man er ved krydset.

Man skal lige øve at komme ud og ind i klamperne i en fart. Det tog lige et par ture inden der var helt styr på det. Ved en af de første ture med skoene på, tænke jeg ikke lige over at skulle klikke ud og kom frem til lyskrydset, stoppede og væltede, da jeg ikke hurtigt nok fik klikket ud.

Jeg har nogle “faste ruter” jeg en gang i mellem cykler – Furesøen rundt, Rundt om Esrum sø og lignende. De fleste af disse ture har jeg liggende inde på Garmin Connect, og for at få dem over på Edge computeren så de kunne bruges til at vise vej (og pace kørslen), så satte jeg Edgen til computeren og gik ind på Garmin Connect. Her fandt jeg en aktivitet (en tidligere tur), som mathcede hver af ruterne og under hver aktivitet klikkede jeg “Save as Course” i menubjælken der ligger øverst på siden (og som er vist herunder (klik for større udgave):

Når man gør det, så sendes aktiviteten til Garmin’en og den dukker op under “Courses” (eller Baner, hvis man kører Dansk sprog på sin Edge). Når man vil køre en af turene, så går man bare ind under “Courses” og vælger den man vil køre.

Hidtil har alle mine ture startet hjemmefra carporten, så der har man automatisk været på plads og klar til afgang på ruten/banen. Så snart man klikker start, så aktiveres ruten og man guides afsted med pile eller kort alt efter hvilken visning man har aktiveret på sin Edge.

Når man brugte en tidligere aktivitet fra Garmin Connect som udgangspunkt, så ved Garminen naturligvis også hvordan du kørte den sidste gang (tid og sted hele vejen igennem).

Det bruges til en Virtual Partner funktion, som man kan bladre overpå med knapperne i de nederste hjørner på skærmen.

Gør man dette, så får man løbende at vide hvordan man ligger på ruten i tid og afsted i forhold til den aktivitet, som var udgangspunkt for ruten man downloadede. Selv om man kører “banen”, så registeres den aktuelle tur på helt normal vis og kan efter hjemkomsten downloades fra Edge’n.

Når man vælger hvilken aktivitet, der skal danne basis for ens ruter, så skal man nok tænke sig lidt om, i forhold til hvad man gerne vil have den til vise en.

På ruten “Furesøen rundt” valgte jeg den hurtigste tid, fra en gang i sommers. Når man kører med den som pace om vinteren, hvor temperaturen er under 5 grader og det er fugtigt i vejret, så ligger man bagud fra start – og ens “virtuelle makker”, der kørte en lun sommeraften, trækker stille og roligt længere og længere foran en. Det var ikke nødvendigvis motiverende en vinterdag.

På en anden rute, som går gennem områder med en del trafiklys, valgte jeg i stedet en “gennemsnitstur”, og her er den virtuelle makker i hvert fald bedre bruges til at give en ide om man har en hurtig dag eller ej.

Lidt nørd er man vel altid og derfor kastede jeg mig blandt andet ud på nettet for at finde ud af hvilken cykeltype, det skulle være. Efter at have snuset rundt hos et par cykelhanldere, så stod det nemligt hurtigt klart, at de fleste havde hang til at anbeale de cykler, som de selv kører på – fremfor at lytte til ens behov og forsøge at matche dem.

Hvis du vil have anbefalet en racercykel – uden nogen former forbehold så besøg BikeBuster på Vesterbrogade, hvis du vil have anbefalet en 29′er mountainbike, så er Ritter cykler i Lyngby stedet at komme (note: ikke et ondt ord om Ritter i øvrigt, det er som udgangspunkt altid der jeg kommer… jeg var bare ikke overbevist om at en 29′er var det rigtige til mit behov) – og sådan er det vidst mange steder.

Jeg lyttede især med på Forumet på feltet.dk, hvor der rent faktisk syntes at være mange fornuftige folk, der rent faktisk begrunder deres anbefalinger/holdninger, og efter at have googlet rundt endte jeg i virkeligheden med at konstatere, at der syntes at findes følgende kategorier af cykler:

• Citybikes – var den cykel jeg havde. Tung og kedelig. Det er vidst nøgleord for de fleste citybikes. Bevars et par “horn” (vertikale håndtag for enden af styret) havde givet den i løft i køreglæde, men den er i bund og grund bygget til at være et stabilt transportmiddel mere end noget andet.
• Fixies – er racercykler uden gear. Sikkert robuste og hurtigere i myldretiden, men ligner ikke noget, der er sjovt at køre lange ture på. Blev hurtigt afskrevet, fordi jeg var vandt til at bruge gear og syntes det ville være at gå et skridt tilbage ikke at have dem.
• 29′ere – en “moderne” variant over en mountainbike. Man tager en klassisk mountainbike med 26″ hjul og modificerer den lidt så den tager hjul i samme størrelse som på citybikes og de fleste racercykler. I salgstalen var argumenterne meget, at udover at være et lyn i skoven, så kunne den også sakten klare sig på asfalt. ok. Jeg kiggede længe på dem, men de er tunge, og hvis man ikke kører ture i skoven jævnligt, så virker det lidt fjollet at få en så tung cykel, der elsker skoven uden at komme der.
• racercykler / landevejscykler. Ikke meget at sige – alle kender vel typen, og min bekymring var primært om en racercykel kunne tåle at køre på tværs af københavn 2 gange hver dag. Jeg er ikke i tvivl om at den kunne køre langt og det sikkert kunne være sjovt, men med huller i vejene, glasskår og lignende forhindringer, så var det næppe urimeligt at have lidt tvivl.
• cyclocross cykel – en niche variant, som dog findes hos nogle cykel handlere. CycloCross er en sport, hvor man kører noget, der ligner mountain bikeløb i skoven – ikke helt så teknisk krævende, men til gengæld med højere fart – sådan groft simplificieret (youtube eksempel). CycloCross cykler ligner racercykler, men er lidt kraftigere bygget. Den er lavet, så man lige kan smide den over skulderen og bære den og så er frihøjden en lille smule højere end på racercykler.

Jeg endte med at vælge en cyclocross, da den efter en prøvetur lignende noget, som var en racercykel, der kunne tåle at køre i byen. Jeg har sidenhen et par enkelte gange været lidt “off-road” på den, hvor jeg havnede på lette moutainbike spor. Det har været rart sjovt, så når det bliver sommer igen, kunne jeg sikkert finde på at gøre det lidt oftere, når cyklen syntes at kunne holde til det.

Da jeg var ude for at købe cyklen prøvede jeg i øvrigt både en Aluminium og en Carbon udgave af cyklen. Egenligt lød det at køre Carbon som noget pjat, der bare gjorde cyklen dyrere og fik det til at lyde sjovere, når man banker på rammen. Efter at have prøvet begge dele, så var der for mig ingen tvivl. Carbonen var sjovere at køre på. Den er lettere end aluminium udgaven og stivere. Det gjorde for mit vedkommende, at den ganske enkelt føles mere levende og sjovere at køre på.

Cyklen blev en Focus Mares CX3 købt hos Heino Cykler. Den nåede fra August til December 2011 at køre cirka 3.500 kilometer, og jeg glæder mig allerede til det bliver bedre vejr igen.

Det der dog kun styresystemet og de mest grundlæggende funktioner (leveret sammen med Windows), som er dækket af de værktøjer, der er dækket og beskyttet af Windows Update, og der med en meget lille del af de programmer, plugins og andet, som hurtigt installeres på ens maskine i takt med den løbende brug i hverdagen.

Hvis man følger godt med på alverdens mailinglister og websites, så kunne man sikkert holde sig ajour med opdateringer til allle problemer og plugins, men det er vidst mest en teoretisk mulighed for på de fleste maskiner kommer der hurtigt flere hundrede programmer.

Der findes heldigvis en nem og simpel måde, hvor man ser ud til at kunne holde sig ajour og opdateret – og den er en da gratis. Den hedder Secunia PSI. Det er et lille program, man installerer og som scanner ens Windows maskine – lidt i stil med den måde VirusScannere virker på – og som finder alle programmer, plugins og andet installeret på ens maskine (samt hvilken version af programmerne man har installeret). Når den scanning er færdig, så sammenlignes resultatet med en database, som Secunia vedligeholder, hvor de kender seneste udgave af alle de programmer, der er fundet.

Hvis (og de fleste kan vist roligt læse det som Når) SecuniaPSI har fundet programmer, der ikke er ajour, så får man endda en vejledning i hvordan problemet løses. Det er som oftests et download link til den nye version af programmet.

Secunia PSI kan enten køre i baggrunden hele tiden eller man kan starte det adhoc en gang i mellem, og uanset hvilken model man vælger, så er man helt sikkert bedre beskyttet, når man bruger Secunia PSI end hvis man selv forsøger at holde sine programmer ajour. Secunia er i øvrigt en dansk virksomhed, og Secunia PSI findes også på dansk.